
Solcelleanlæg – fra lovgivning til deling af grøn energi
Få styr på reglerne, teknologien og mulighederne for at dele solenergi – og bliv klar til at udnytte bygningernes fulde potentiale!
Solcellemarkedet spiller en nøglerolle i den grønne omstilling, og potentialet for at udnytte tagflader, facader og grønne arealer til energiproduktion er større end nogensinde. Men vejen fra idé til nettilsluttet anlæg kan være kompleks – især når ambitionerne rækker ud over egetforbrug.
Dette kursus er skræddersyet til el-installatører, tekniske forvaltninger, erhvervsvirksomheder og andre aktører med større bygnings- og grønne arealer.
Du får overblik over lovgivningen, indsigt i tilslutningsprocessen og viden om, hvordan du kan designe løsninger, hvor solcelleproduktionen deles mellem flere brugere – f.eks. i boligforeninger, erhvervsparker, landbrug eller kommunale bygninger.
Vi dykker også ned i de nyeste teknologiske muligheder med AI, smartmetering og netbalancering, som kan optimere udnyttelsen og værdien af solenergien.
Indhold
- Overblik over gældende lovgivning for VE-anlæg og nettilslutning
- Viden om energifællesskaber og modeller for deling af solcelleproduktion
- Praktisk gennemgang af tilmeldingsprocessen til netselskaber og udfyldelse af bilag
- Indblik i elmålertyper, lejeaftaler og tekniske krav
- Introduktion til AI og netbalancering som værktøjer til smartere energistyring
Målgruppe:
Kurset henvender sig til interessenter, som har brug for viden om, hvordan man sammensætter et VE-anlæg, så man for størst udnyttelse af sit anlæg. På kurset fokuseres der mest på lovgivning for VE-anlæg, afregning/deling og tilslutningsprocessen, hvilket betyder at der ikke fokuseres særlig meget på selve projektering af solcelleanlægget.
Nedenstående er eksempler på hvor deltagerne kommer fra:
- El-installatører og rådgivere
- Produktions- og industrivirksomheder
- Kommuner og regioner
- Boligforeninger og ejendomsadministratorer
- Andre med større bygningsarealer og interesse i fælles energiløsninger
Forudsætninger
Ingen krav – blot interesse for solcelleanlæg over 50 kW og lyst til at forstå mulighederne for deling og optimering af solenergi.
Medbring:
Computer eller skriveblok til notater.